Sidste sommer besluttede jeg mig for, at jeg skulle udfordre mig selv. Jeg skulle gøre de ting, som jeg altid har villet, men aldrig har turdet. Jeg fløj til Norge og blev Zumba instruktør, jeg deltog i et rigtigt løb OG jeg rejste alene til Spanien for at vandre 311 km.

Det var på mange måder en fantastisk oplevelse, men også meget hård. Når jeg sidder og kigger tilbage på billederne efter så lang tid, så må jeg indrømme, at det bringer blandede følelser frem. Så her får i lige nogle billeder og nogle følelser.

For det første er det fysisk hårdt. Ja ja, vi skal bare gå, men prøv at gå fra klokken 6.00 til klokken 14.00-15.00 op og ned af bjerge i høj sol og 35 graders varme – så kan vi snakke om det 😉 Når man går alene bliver det psykisk hårdt. Til tider fandt jeg det rigtig dejligt at gå i alene i mine egne tanker og blive et med naturen, men til andre tider var det rigtig svært. Det er ikke altid, man kan styre sine tanker. At gå helt alene in the middle of nowhere kun med sine tanker. Jeg tror selv, i kan forestille jer, hvordan det er. MEN det styrker dig! Jeg lærte så meget på min rejse – specielt det at være alene.

Men man er selvfølgelig ikke alene hele tiden. Du møder mennesker hele tiden. Nogle er der sammen med andre, nogle har ikke lyst/behov for at snakke eller møde andre og så er der dem, man bare klikker med. Jeg mødte en masse dejlige mennesker på ruten. Fantastiske mennesker fra hele verden med hver deres historie. Det er utrolig spændende og lærerigt at møde mennesker, der er så langt fra din egen hverdag. De fleste bliver bare mennesker, som du engang har mødt på en tur i Spanien, men nogle bliver ved med at være i dit liv. Det er fantastisk, at man på trods af sprog, afstamning, alder og køn kan have det så godt sammen – og lære så meget af hinanden. Det er noget af det mest fantastiske, jeg oplevede på denne rejse.

Noget andet er selvfølgelig at opleve alt det spændende landet og de forskellige egne har at byde på. Det er interessant at se, hvor meget miljøet og kulturen faktisk ændrer sig, jo længere man kommer på ruten. Maden ændrer sig, og det er så spændende at prøve de forskellige, national retter, de har. Det er selvfølgelig ikke alt, der er lige lækkert… Et sted er deres national ret kogt blæksprutte drysset med paprika… Jeg siger ikke mere.
De små byer, flækker kan man vel nemmere kalde dem, var det fedeste. Nogle gange to det to min. at gå igennem en by, fordi de er så små. Men oftest er de fyldt med liv. For det meste er de lokale nogle fantastisk gæstfrie og imødekommende mennesker.

Jeg kan huske, at jeg overnattede på et albergue med en kvinde fra USA i en lille bitte by. Det var et ældre, homoseksuelt ægtepar, der drev de, og det er de rareste mennesker, jeg nogensinde har mødt. De lavede middag til os alle sammen (den bedste gulerodssuppe, jeg nogensinde har smagt, OMG!), hjalp os med vores skader, spillede musik for os om morgenen OG serverede morgenmad for os. Det er en fantastisk følelse, når fremmede mennesker er så åbne og gæstfrie.

Når ja, men jeg kunne jo fortælle i en evighed 😀 Der vil komme flere opslag omkring min rejse igennem Spanien. Det er en fantastisk tur og en god måde at udvikle sig på. Sig endelig til, hvis i har spørgsmål omkring rejsen. Jeg var selv helt på bar bund, da jeg tog afsted, så jeg er altid klar med et par gode råd 😉

//ENGLISH// 

Last summer I decided that I wanted to challenge myself. I wanted to do the things that I always wanted to do, but never dared to. I flew to Norway and became a Zumba instructor, I attended a real run AND I traveled alone to Spain to walk 311 km.

In many ways it was a fantastic experience but also very though. When I’m looking back at the fotos after all this time, I have to admit, it’s with mixed emotions. So here is some pictures and some emotions.

First of all it’s physically hard. Yes, yes, we were just walking, but try to walk from 6:00 in the morning to 14:00 to 15:00 in the afternoon up and down mountains in brilliant sunlight and 35 degrees – then we can talk about it 😉 When walking alone it becomes mentally tough. At times I found it really nice to walk alone with my thoughts and become one with nature, but at other times it was really difficult. You can’t always control your thoughts. Going all alone in the middle of nowhere with only your thoughts. I think you know what I mean. BUT it strengthens you! I learned so much on my journey – especially how to be alone.

But you are not alone all the time of course. You meet people all the time. Some are there along with others, some do not want / need to talk or meet others and then there are those, you just click with. I met a lot of nice people along the route. Great people from all around the world, each with their story. It’s incredibly exciting and educational to meet people who are so far from your own everyday life. Mostly it’s just people you once met on a trip in Spain, but some they continue to be in your life. It’s amazing that in spite of language, ancestry, age and sex you can get along so well – and learn so much from each other. It’s one of the most amazing thing I experinced on this trip.

Another thing is of course to experience all the exciting stiff the country and the different regions have to offer. It’s interesting to see how much the environment and culture is actually changing along the route. The food is changing, and it’s so exciting to try the various national dishes they have. Of course, not everything is just delicious … At one place their national dice is boiled octopus sprinkled with paprika … I will say no more.
The small towns was the coolest. Sometimes it took only two min. to go through a town, because they are so small. But most often they are filled with life. Most of the time the locals are amazingly hospitable and welcoming people.

I remember that I stayed at an albergue with this woman from the United States in a very small town. It was an older gay couple who owned the place, and they are the nicest people I have ever met. They made dinner for all of us (the best carrot soup I have ever tasted, OMG!), helped us with our injuries, played music for us in the morning AND served breakfast for us. It’s a great feeling when strangers are so open and hospitable.

Oh well, I could go on for ages 😀 There will be more posts about my journey through Spain. It’s a great trip and a good way to develop yourself. Let me know if you have questions about the trip. I didn’t know anything, when I went there, so I’m always ready with some good advice 😉

For ikke så lang tid siden mødte jeg Vivi igennem mit arbejde som skribent for den grønlandske avis, qeqqa.gl / cityavisen. Jeg skulle interviewe hende til vores spor’træt, hvor vi skriver om en enkel person, der har gjort noget indenfor sportens verden. Jeg kendte ikke rigtig noget til Vivi udover, at jeg havde hørt, at hun var Grønlands kvindelige forbillede indenfor styrketræning – og det ses bestemt også på hende.

Vivi har kæmpet med sygdommen, børneledegigt, som på et tidspunkt resulterede i, at hun blev lam fra hofterne og ned. Hun har, som mange andre unge grønlændere, også været så langt ude, at det føles som om, selvmord er den eneste udvej.

“Jeg har selv været helt nede i kulkælderen og har flere gange prøvet at begå selvmord. (…) Man føler, at man er helt alene, men det er man ikke.”

Vivi har kæmpet med sygdom, selvmordstanker og depression, men hun har kæmpet sig op igen. Det er så inspirerende at høre, hvordan hun har kæmpet sig igennem noget, der har været så svært.

“Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive medicinfri, men min nye livsstil havde hjulpet mig. Jeg var blevet stemplet som invalid og skulle førtidspensioneres, men nu kunne jeg færdiggøre gymnasiet.”

Efter Vivi har været så åben omkring hendes historie, har hun modtaget utallige henvendelser på b.la. Facebook fra folk, der vil gøre som hende. Det er fra mennesker, der sidder med de samme tanker, som hun gjorde, men gerne vil gøre noget ved det. Og Vivi er klar til at hjælpe.

“Jeg vil meget gerne hjælpe alle dem, jeg kan. Det er ret overvældende, at der er så mange, der skriver til mig på Facebook, fordi de gerne vil have min hjælp til fx træning. (…) Hvis jeg bare kan hjælpe en person på bedre tanker, så føler jeg, at jeg har gjort en forskel.”

Jeg var mundlam og lyttede bare til Vivis historie, da hun fortalte mig den. Og den sidder stadig i mig. Den her sørgelige, men helt fantastiske historie om den her utrolig stærke (både psykisk og fysisk 😉 ) kvinde, som bare ikke ville lade depressionen tage over. Det er så stærkt gået!

Læs resten af Vivis historie i denne artikel, jeg har skrevet til avisen: Grønlands kvindelige forbillede indenfor styrketræning.

//ENGLISH// 

Not so long ago I met Vivi through my work as a writer for the Greenlandic newspaper, qeqqa.gl / city newspaper. I had to interview her to our sports page where we write about a simple person who has done something in the sports world. I did not really know anything about Vivi besides that I had heard that she was Greenland’s female role model in strength training – and that you can certainly see on her.

Vivi has struggled with the disease, children rheumatoid arthritis, which at one point resulted in her being paralyzed from the hips down. She, like many young Greenlanders, has also been so far out that it feels like suicide is the only way out.

“I’ve been way down in the dumps and has several times tried to commit suicide. (…) You feel that you are all alone, but you’re not.”

Vivi has struggled with illness, suicidal thoughts and depression, but she has struggled to recover. It’s so inspiring to hear how she has struggled through something that has been so difficult.

“I never thought that I should be medicin free, but my new lifestyle had helped me. I was stamped as an invalid and had to take early retirement, but now I could finish high school.”

After she has been so open about her story, she has received numerous inquiries on Facebook among other from people who want to do as her. It’s from people who has the same thoughts as she did, but would like to do something about it. And Vivi is ready to help.

“I’d love to help everyone I can. It’s pretty overwhelming that there are so many who write to me on Facebook because they want my help, with for example training. (…) If I can just help one person to better thoughts, I feel that I have made a difference.”

I was speechless and I just listened to Vivi’s story as she told it to me. And it is still with me. This sad but totally amazing story of this incredibly strong (both mentally and physically 😉 ) woman who just would not let depression take over. It’s so amazingly done!

Read the rest of Vivi’s story in this article I have written to the newspaper: Grønlands kvindelige forbillede indenfor styrketræning. It’s in Danish, but you can always take a look 😉

En meget personlig fortælling fra en anonym pige:

Halvandet års sygdom, 4 operationer, 9,5 måneds stomi og en helveds masse hospitalsbesøg – det er bare noget af det, jeg gik igennem, da jeg fik konstateret den kroniske sygdom, Morbus Chron, i en alder af kun 17 år.

Jeg var stadig i gymnasiet, da jeg begyndte at blive syg. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede, og ventetiden blev værre og værre. Fra smerternes begyndelse til en endelig konstatering gik der 4 måneder – 4 måneder med utallige hospitalsbesøg, forfærdelige smerter og fravær fra gymnasiet og diverse sociale arrangementer. Jeg åndede lettet op, da de endelig fandt ud af, hvad jeg fejlede. De fleste piger på min alder var nok gået neden om og hjem, hvis de fik af vide, at de skulle have stomi, men jeg var bare lettet over, at jeg vidste, hvad der var galt. 

Sygdommen har selvfølgelig tæret rigtig meget på mig både psykisk og fysisk. Den har b.la. ført til virkelig store vægttab og store ar på maven, som jeg selvfølgelig kæmper med. Det er noget, man skal lære at leve med. Men samtidig har den også fået mig til at værdsætte de ting, jeg har. Den har hjulpet mig til at give slip på de mindre problemer og fokusere på de mere betydelige. Jeg prøver at se arene som en konstant reminder om den kamp, jeg har været igennem – og bruge den til at styrke mig selv.

Stomien begrænsede mig på nogle punkter, men jeg lod den aldrig styre mig – hvis der var noget jeg virkelig ville, så gjorde jeg det! Ikke engang en uge på Roskilde med skod toiletter og dårlig mulighed for tømning, rensning og skiftning af stomipose skulle holde mig tilbage. Jeg besluttede mig for, at stomien ikke skulle styre mig – jeg styrede den. Selvfølgelig var der rutiner og andre ting i hverdagen, som blev nødt til at ændre sig, men jeg holdte hovedet koldt og tog det hele i strakt arm.

Det bedste jeg gjorde for mig selv, det var at bede mine veninder og familie om at behandle mig som om, jeg ikke var syg. Jeg ville ikke behandles anderledes, fordi jeg var syg. Jeg ville ikke have, at mine veninder skulle snakke om det bag min ryg – hvis de ville vide noget, så kunne de komme og spørge mig. Jeg var meget åben omkring det hele, jeg var meget ærlig og jeg tømte endda posen foran mine veninder flere gange. Det hjalp mig rigtig meget, at vi kunne være så afslappede omkring det. Og jeg kunne mærke på mine veninder og min familie, at det også hjalp dem. Det er det hårdeste, jeg nogensinde er gået igennem – men man kommer igennem. Vær ærlig, åben og del det med dem omkring dig. Det hjælper. Tro mig.

//ENGLISH// 

A very personal story from an anonymous girl:

A year and a half of illness, 4 operations, 9.5 months of ostomy and a hell of a lot of hospital visits – that’s just some of what I went through when I was diagnosed with the chronic disease, Morbus Chron, at the age of only 17 years.

I was still in high school when I started getting sick. The doctors couldn’t figure out what was wrong, and the wait got worse and worse. From the pain started to a final determination four months went by – four months with countless hospital visits, terrible pain and absenteeism from school and various social events. I breathed a sigh of relief when they finally found out what was wrong. Most girls my age had probably broken down if they was told that they had to have a ostomy, but I was just relieved that I knew what was wrong.

The disease has obviously taking very much on me both mentally and physically. It has led to a really big weight loss and a big scar on my stomach, which I obviously are struggling with. It’s something you have to learn to live with. But at the same time, it also made me appreciate the things I have. It has helped me to let go of the smaller problems and focus on the more significant. I try to see the scars as a constant reminder of the struggle that I’ve been through – and use it to strengthen myself.

The ostomy limited me in some ways, but I never let it control me – if there was something I really wanted, I did it! Not even a week at Roskilde Festival with filled toilets and poor options for emptying, cleaning and changing of my ostomy bag would hold me back. I decided that the ostomy shouldn’t control me – I controlled it. Of course there were routines and other everyday things that had to change, but I held my head high.

The best thing I did for myself, was to ask my friends and family to treat me as if I was not sick. I wouldn’t be treated differently because I was sick. I didn’t want my friends to talk about it behind my back – if they wanted to know something, they could come and ask me. I was very open about my disease, I was very honest and I even emptied my ostomy in front of my friends several times. It helped me a lot that we could be so casual about it. And I could feel on my friends and my family, it also helped them. It’s the hardest thing I have ever gone through – but you will get through. Be honest, open and share it with those around you. It helps. Trust me.

”Jeg beundrer virkelig, hvordan du bare kan snakke med alle folk uden at tænkte over, hvad de tænker om dig” fik jeg af vide for nyligt – og jeg forstod ingenting. Mig? Skulle jeg være god til at snakke med folk? Jeg er da ekstremt dårlig til at snakke med mennesker. Og det er netop den tankegang jeg altid har og altid har haft; jeg er altid dårligere end de andre.

Da jeg var mindre, var jeg meget genert. Jeg lignede ikke de andre små, søde piger i børnehaven og på fritidshjemmet. Jeg var højere, større og gemte mig i alt for store, drengede t-shirts. I mit hoved var de alle sammen meget bedre end mig. Drengene synes de var smukke, interessante og de jagtede dem rundt. I skolen turde jeg aldrig at række hånden op – på trods af, at jeg stort set altid sad med de rigtige svar. Jeg har altid været god i skolen – i folkeskolen var jeg altid langt foran de andre – men der var ingen, der lagde mærke til det, for jeg sagde ikke noget.

Da jeg i midten af folkeskolen begyndte at tabe mig, begyndte at ligne de andre piger og begyndte at få opmærksomhed, begyndte min selvtillid også at stige i vejret. Jeg turde endelig at sige noget – jeg snakkede i timerne, jeg blev sendt ud for døren og jeg blev endda sendt på kontoret flere gange. Men det hjalp mig ikke, for i mit hoved var jeg stadig dårligere end alle andre. Jeg turde stadig ikke sige noget fagligt i timerne. Alle andre var jo bedre end mig.

Det blev kun værre, da jeg startede i gymnasiet. På trods af mit lave selvværd, så havde jeg klaret mig rigtig godt i folkeskolen – jeg kunne jo sagtens – så jeg tænkte, at gymnasiet ville være a piece of cake. Der fik jeg mig et kæmpe chok. De var alle sammen bedre end mig. Det var sådan jeg tænkte i hvert fald. Inden jeg startede i gymnasiet havde jeg oveni købet nået at tage 15 kilo på, hvilket fik min selvtillid helt ned igen. Jeg fik en rigtig dårlig start på gymnasiet, og det fulgte mig hele vejen igennem. Da jeg endelig smed de 15 kilo efter det første 1,5 år, så begyndte min selvtillid at komme tilbage igen – nøjagtig som i folkeskolen. Jeg begyndte at snakke, men aldrig rigtigt om noget fagligt. Min selvtillid gjorde også, at jeg begyndte at snakke med drenge. Jeg kunne få deres opmærksomhed og jeg kunne snakke med dem uden at blive genert – selvfølgelig helst med en eller anden form for promille i blodet. Jeg begyndte faktisk og kunne snakke med alle, men altid med en stemme i mit hoved, der sagde: ”Det kan du ikke sige – hvad vil de ikke tænke om dig?”

Mit selvværd blev aldrig bedre – kun min selvtillid, og det kan man ikke leve af. Der gik lang tid sådan. Jeg havde det af helveds til. Jeg havde ikke lyst til at møde og snakke med nye mennesker, for jeg vidste, at jeg ikke kunne. Jeg kunne ingenting. Min studentereksamen var ikke særlig god, jeg anede ikke, hvad jeg ville med mit liv og jeg gik på arbejde hver dag på et job, jeg hadede. Da jeg på et tidspunkt følte, at det ikke kunne blive værre, besluttede jeg mig for at gøre noget ved det. Jeg gjorde en masse gode ting for mig selv – både psykisk og fysisk. Jeg kastede mig ud i ting, som jeg aldrig troede, jeg ville kunne klare. Jeg tog alene til et andet land for at uddanne mig som instruktør. Jeg tog på vandretur alene i Spanien. Jeg startede min egen virksomhed (som aldrig lykkedes – men det er modet, der tæller). Jeg gjorde alle de ting, jeg altid har haft lyst til, men aldrig har turde, fordi der altid ville være nogle, der var bedre end mig. Nu var det ikke bare min selvtillid, der steg, det var mit selvværd.

Jeg kæmper stadig med det hver evig eneste dag. Nogle gange kan det være en kamp bare at møde en bekendt i supermarkedet, men jeg klarer det! Fordi jeg er ligeså meget værd som alle andre. Det er en lang kamp, som man nok har med sig hele livet, men det er kampen værd. Jeg har det langt bedre med mig selv nu. Gør noget godt for dig selv. Kast dig ud i noget, som du ellers aldrig ville gøre. Gør de ting, der gør dig glad, og så vil du automatisk udvikle dig og blomstre. Det er super svært at dele der her med jer, men hvis jeg bare kan nå ud til en person, som kan blive inspireret og gøre noget for dem selv, så er det det hele værd <3

//ENGLISH// 

“I really admire how you can just talk to people without thinking about what they think about you” someone told me recently – and I didn’t understand anything. Me? Should I be good at talking to people? I’m so bad at talking to people. And it is precisely the mindset I always have and always have had; I’m always worse than the others.

When I was a kid, I was very shy. I was not like the other small, cute girls in kindergarten and after-school center. I was higher, bigger and I hid in too big, boyish t-shirts. In my head they were all much better than me. The boys thought they were beautiful, interesting and they chased them around. In school I never dared to raise my hand – despite the fact that I almost always had the right answers. I’ve always been good in school – in elementary school I was always far ahead of the others – but there was no one who noticed it, because I didn’t say nothing.

When I’m in the middle of elementary school began to lose weight, began to look like the other girls and began to get attention, my confidence also began to rise up. I finally dared to say something – I talked in class, I was sent out the door and I was even sent to the principal’s office several times. But it didn’t help me, because in my head I was still worse than all the others. I still didn’t say anything professionally in class. Everyone else was better than me.

It got worse when I started in high school. In spite of my low self-esteem, I did very well in elementary school, so I thought that high school would be a piece of cake. I got a huge shock. They were all better than me. That was how I thought anyway. Before I started in high school I had gained 15 kilos, which got my confidence down again. I got a really bad start in high school, and it followed me all the way through. When I finally lost the 15 kg after the first 1.5 years, my confidence started coming back again – just like in elementary school. I began to talk, but never about anything professionally. I talked to boys. I could get their attention and I could talk to them without being shy – of course preferably with some kind of alcohol in my blood. I could talk with everyone, but always with a voice in my head that said: “You cann’t say that – what will they think about you?”

My self-esteem never got better – only my confidence, and you can’t lic on that. A long time went by like that. It was hell. I didn’t want to meet and talk to new people, because I knew I couldn’t. I did nothing. My high school graduation was not very good, I had no idea what I would do with my life and I went to work every day at a job I hated. Then at one point when I felt like it couldn’t get worse, I decided to do something about it. I did a lot of good things for myself – both mentally and physically. I threw myself into things that I never thought I would be able to cope. I went alone to another country to become an instructor. I went on a hike alone in Spain. I started my own business (which never succeeded – but it’s the courage that counts). I did all the things I’ve always wanted to, but never dared, because there would always be someone who were better than me. Now it was not just my self-confidence that grew, it was my self-esteem.

I still struggle with it every single day. Sometimes it can be a struggle to just meet an acquaintance in the supermarket, but I can do it! Because I’m just as good as anyone else. It’s a long struggle that you will probably fight you whole life, but it is worth the struggle. I feel much better about myself now. Do something good for yourself. Engage in something that you would never do. Do the things that make you happy, and you will automatically grow and flourish. It’s super hard to share this with you, but if I can just reach out to one person, who can be inspired and do something good for themselves, then it’s all worth it <3

Normalt vil det være en historie fra en anonym pige, men det er det ikke i dag. Det her er min historie:

Jeg har altid været den pige, der skulle stå nederst i pyramiden til idræt. Da jeg var lille gemte jeg mig i alt for stort drengetøj. Da jeg blev ældre gemte jeg mig bag alkoholen på diskotekerne.

Min vægt har altid kørt op og ned. Jeg har været tyk, jeg har været tynd og jeg har været et sted midt i mellem – flere gange. Jeg må være indbegrebet af ordet elevatorvægt. Jeg har aldrig nogensinde fortalt nogen, hvad jeg vejede. Jeg var ikke engang selv klar over det, da jeg var alt for bange for at stå op på vægten og kigge ned.

Første gang jeg begyndte at tabe mig var i 2006/07, hvor jeg valgte, at jeg ikke ville drikke sodavand mere. Resultaterne var overvældene. Men alle kiloene kom desværre tilbage i løbet af 2010/11. Jeg fik en kæreste, der havde rigtig dårlig indflydelse på mig. Sammen udviklede vi nogle rigtig dårlige vaner. I løbet af de to år var jeg blevet ca. 15-20 kg. større.

Et stykke tid efter vi gik fra hinanden begyndte jeg igen mit vægttab i 2012. Jeg var meget utilfreds med mig selv og det holdte mig ekstremt meget tilbage i forhold til alting. Jeg besluttede mig for at gøre noget ved det og startede med at ændre mine kostvaner. Slik, sodavand og friture blev smidt ud. Jeg begyndte også at træne lige så småt og kiloene røg faktisk af. Udover det havde jeg det faktisk også bedre. Efter et halvt års tid havde jeg allerede tabt de første 10 kg. Alle kommenterede det – hvor flot og sejt det var. Men jeg var ikke, hvor jeg ville være endnu.

Jeg havde et billede i mit hoved af, hvordan jeg gerne ville se ud. Det var et mål, jeg så inderligt gerne ville nå – og det havde jeg i sinde at gøre. Jeg er med på, at de kloge siger, at man skal være glad og tilfreds med den man er og hvordan man ser ud – og jeg er enig i en vis grad. Jeg mener bare, at hvis man er utilfreds og man kan gøre noget ved det, så gør noget ved det! Jeg var utilfreds og jeg gjorde noget ved det, og jeg kunne ikke takke mig selv mere den dag i dag. Vær glad for dig selv og elsk din krop, lige meget hvordan du ser ud – for du er smuk! Men hvis du er utilfreds, så gør noget ved det. Jeg om nogen anden ved godt, at det er lettere sagt end gjort – men det kan lade sig gøre.

I løbet af det seneste år har jeg udviklet mig rigtig meget. Jeg har lært mig selv meget bedre at kende og jeg er kommet langt tættere på mit mål. Jeg får positiv indflydelse fra min nuværende kæreste, som sammen deler passionen om at leve sundt og passe godt på os selv.

Jeg ved godt, at det ikke kun er udseendet, der betyder noget, men hvis du spiser sundt, træner og er god ved din krop, så får du det automatisk bedre med dig selv. At du taber dig og din krop ændrer sig er blot en bonus. Når jeg tænker tilbage, så fokuserede jeg alt for meget på at tabe mig, så jeg kunne blive tynd og ligne alle de andre. Og det er jo ikke det, det handler om. Nu fokuserer jeg på at holde mig sund. Jeg passer på min krop, fordi jeg ved, at det er den, der skal bære mig igennem livet. Jeg spiser sundt, fordi jeg ved, at jeg får det bedre af det. Og jeg træner, fordi jeg nyder det.

Jeg blev ved med at kæmpe for mit mål. Jeg dedikerede mig selv til min træning og min kost – og det gør jeg stadig. Det betyder ikke, at jeg ikke nyder livet og spiser en helt plade chokolade, hvis jeg har lyst, men det betyder, at jeg passer på mig selv og min krop. Jeg har lært meget undervejs og jeg arbejder med mig selv hver dag. Jeg er ikke præcis, hvor jeg vil være, men jeg er godt på vej. Jeg er super stolt af mig selv og det er det vigtigste.

//ENGLISH// 

Normally this with be a story from an anonymous girl, but not today. This is my story: 

I’ve always been the girl who was at the bottom of the pyramide in gym class. When I was little i hid myself away in way to big boys clothes. When I got older hid behind the alcohol at the clubs.

My weight has always been up and down. I’ve been fat, skinny and something in between – several times. I have to quintessence of the word elevator weight. I’have never told anybody how much I weight. I wasn’t even aware myself, because I was to afraid of looking down when standing on the weight.

The first time I started loosing weight was in 2006/07, where I chose not to drink soda anymore. The results were overwhelming. But all the kilos came back around 2010/11. I got a boyfriend, who had a really bad influence on me. Together we developed some really bad habits. Within these two years I got about 15-20 kilos bigger.

Some time after we had broken up I started my weight loss again in 2012. I was very unhappy with myself and it was holding me back a lot. I decided to do something about it, so I changed my eating habits. Candy, soda and fried food was thrown out. I started working out a bit and I started loosing some of the kilos. On top of that I actually felt better. After app. 6 months I had already lost the first 10 kilos. Everyone commented it – how cool and awesome it was. But I was not where I wanted to be yet.

I had a picture in my head of how I wanted to look. It was a goal I so deeply wanted to reach – and I would. I know that clever people say that you have to be happy and satisfied with who you are and how you look – and I agree to a certain extent. I’m just saying if you’re not happy and you can do something about it, then do it! I wasn’t happy and I did something about it, and I couldn’t thank myself enough today. Be happy with yourself and love your body – because you are beautiful! But if you’re unhappy, then do something about it. I of anyone knows that it’s easier said than done – but it can be done.

Within the last year I have developed a lot. I’ve learned so much more about myself and I’ve come much closer to my goal. My current boyfriend has a very good influence on me and together we share the passion of living healthy and taking care of ourself.

I know that it’s not only the looks that matters, but if you eat healthy, work out and treat your body well, then you will automatically feel better about yourself. That you loose weight and your body changes is just a bonus. When I think back now I know that my focus was only on loosing weight, being skinny and looking like everyone else. And that is not, what it’s all about. Now my focus is on staying healthy. I take care of my body, because I know, that it has to carry me through life. I eat healthy, because I know it makes me feel better. And I work out, because I enjoy it.

I kept fighting for my goal. I dedicated myself to my training and my diet – and I still do. That doesn’t mean that I can’t enjoy life and eat a whole plate of chocolate, but it means that I take care of myself and my body. I’ve learned a lot on the way and I’m working on myself everyday. I’m not exactly where I want to be yet, but I’m on the right track. I’m super proud of myself and that’s what’s important.